Liv & læring
Begrebet dækker over den tilstand, vi kan opleve, når vi står overfor vanskelige beslutninger og tøver, tvivler og føler os handlingslammede. Skal jeg? Eller skal jeg ikke? Hvorfor gør jeg det ikke bare? Måske skulle jeg bare droppe idéen? Er det nu det rigtige? Osv.
Alle typer af større eller mindre forandringer, som vi selv tager initiativet til, kan give anledning til ambivalens. Det gælder fx overvejelser om uddannelsesvalg, jobskifte, pardannelse, løsrivelse, boligskifte og diverse nyanskaffelser, ligesom overvejelser omkring livsstilsændringer ofte fremkalder ambivalens.
At være ambivalent står i modsætning til fornemmelsen af at være i flow, og at hænge fast i tvivl og tøven støder ofte sammen med idealer om at være effektiv og handlekraftig: at have styr på livet og vide, hvad man vil.
Derfor er mange af os opsatte på at undgå eller – i det mindste – få opløst ambivalensen hurtigst muligt, så vi kan komme videre. Det er behageligt og trygt, når tingene giver sig selv.
Men det gør de jo ikke altid. Og måske har ambivalensen også sine gode sider?
Ambivalensens umiddelbare funktion er jo, at den bremser os, når vi er ved at gøre noget, som kan få konsekvenser for vores videre liv og trivsel. Konsekvenser, som vi måske knapt er helt bevidste om. Vores tøven giver anledning til at se vores planer efter i sømmene og lytte til de stemmer i os selv, som taler for og imod.
Et hyppigt eksempel på en stor beslutning, som har givet eleverne anledning til ambivalens, er overhovedet dét at tage på højskole. Skal jeg blive i det hjemlige og trygge, eller skal jeg være modig og tage springet ud i det ukendte og måske skræmmende?
Overvejelserne lyder ofte i retningen af: ”Jeg vil gerne afsted, men …” og efter dette ’men’ følger så det, som holder vedkommende tilbage: ”men det er dyrt”; ”men jeg kan ikke undværes på min arbejdsplads”; ”men jeg er bange for, at jeg ikke passer ind i flokken”; ”men jeg er bange for, at jeg forandrer mig og bliver et helt ny menneske”; etc.
For nogle elever var beslutningen om at tage på højskole ukompliceret, mens den for andre var længere tid undervejs og ikke uden betydelig frustration. De fleste beskriver imidlertid en lettelse, da de endelig traf beslutningen og fik sig tilmeldt. De kunne komme videre, selv om det måske stadig var skræmmende.
Beslutningen var modnet og timingen den rette – måske netop takket være ambivalensen.
Og så er der jo selvfølgelig alle dem, vi ikke møder som elever på højskolen, fordi de aldrig tog springet. Eller bare stadig tøver. Måske af gode grunde. Nogle gange kræver det mod at lade noget ligge.
En interessant måde at arbejde med at opløse vores ambivalens kan være at lege med at udskifte vores ’men’ med et ’og’. Fx: ”Jeg vil gerne afsted på højskole, og det er dyrt”; ”Jeg vil gerne afsted, og jeg er bange for, at jeg ikke passer ind.” etc. For nogle appellerer denne sproglige leg til at en mere kreativ og løsningsorienteret tilgang til at opløse ambivalensen.
I nogle tilfælde tøver vi så længe, at en mulighed glider fra os. Måske fordi den egentligt slet ikke var en mulighed, men blot en illusion eller fiks idé? I andre tilfælde, fordi vi forpassede den. Så kan der være grund til at føle fortrydelse.
Vores tøven kan være med til at modne vores beslutning. Den kan forbedre vores timing. Og ambivalensen udfordrer os til at tænke kreativt, så vi måske kan finde alternative veje, som reducerer omkostningerne ved forandringen og bringer det bedste af det nuværende ind i det nye.
Måske er det nogle gange okay at tøve og tvivle. Uden tøven, intet virkeligt mod.
God trivsel
Michael Møller Andersen Højskolelærer på Højskolen Skærgården
STRESSHÅNDTERING
På højskolen har vi i den forgangne uge snakket om vores forskellige måder at håndtere stressende situationer på.
Hvilke strategier tyr vi til, når det brænder på? Når flere livsområder, end vi kan overskue, kræver vores opmærksomhed, eller vi på anden vis oplever, at vores sundhed og trivsel er truet?
Der findes mange strategier:
Én ringer til en ven for at få hjælp til at skabe klarhed over situationen. Én begynder at spise for meget. Én giver sig til at overveje, hvad han kan gøre noget ved, og hvad der er uden for hans indflydelsessfære. Én trækker sig fra det sociale liv og begraver sig i computerspil. Én bliver mere opfarende og skælder ud på de nærmeste. Én kæmper og forsøger at løse alle udfordringerne på én gang. Osv.
Vi taler om mange forskellige måder at håndtere stressende situationer på, og mange af os er smerteligt bevidste om, at nogle af dem er mere hensigtsmæssige end andre.
Noget af det, som bliver tydeligt i samtalerne, er, at de mest uhensigtsmæssige strategier i sig selv bliver stressende for os.
Overspisningen, rygningen, isolationen, det overdrevene spilforbrug, det opfarende temperament etc. skaber måske nok en umiddelbar lettelse, men på lidt længere sigt ofte også endnu flere problemer, som vi så ligeledes skal håndtere – ofte med de selv samme strategier.
Vi kan undre os over, hvorfor vi ikke blot finder andre måder at håndtere stress-situationer på, når der nu er gode eksempler på mere hensigtsmæssige strategier, som f.eks. at skabe sig et overblik, trække vejret eller at bede andre om hjælp. Men ofte er vores strategier så indgroede, at de er blevet til vaner, vi falder tilbage i. Og mange af dem har vi lært for år tilbage i situationer, hvor de fungerede som regulære overlevelsesstrategier og umiddelbart virkede.
Søren Kierkegaard sagde, at hvis man får øje på vanen, så har den ikke længere den samme magt. Bare det, at vi fortæller hinanden om vores (ikke altid lige smarte) strategier, kan være en befrielse for os, ligesom det kan være en lettelse at vide, at andre også har strategier, som de godt ved, er uhensigtsmæssige.
Hvis vi så også kan se lidt venligt på vores udtjente strategier (de har jo trods alt hjulpet os tidligere) og tage afsked med dem, er det måske muligt at aflære dem og få indlært nogle nye, som ikke på samme måde stresser os yderligere. Det arbejder mange af os på.
Lige så vigtigt er det måske også, at vi husker at forholde os til det, som udløser den stressende situation, som vi så efterfølgende skal håndtere med vores strategier. Hvad er det egentligt, som presser os?
Hvordan kan vi skabe en hverdag, hvor vores udfordringsniveau ikke er større, end at vi stadig kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, når det brænder på? Kan vi forebygge i forhold til de værste udfordringer og skabe gode, sunde rammer for os selv og vores omgivelser? Og kan vi lære at leve med, at vi nogle gange bare står i suppedasen og gør det bedste, vi har lært? Det er vi også en del, som løbende arbejder med at balancere.
Nå, vi talte også om så meget andet i ugens løb: om amygdala og vagthunde, sundhedssække og stressorer og meget andet spændende. Men det må du høre om en anden gang.
God trivsel
Michael Møller Andersen
Højskolelærer på Højskolen Skærgården
