Fredagstanker
DET SMUKKE EFTERÅR
Jeg har i flere år koketteret med, at jeg kun er halvvejs i livet. Og selvom jeg er optimist, må jeg nok som 58 årig erkende, at det ikke passer helt længere. I stedet gør jeg mig tanker om, hvordan jeg gerne vil blive gammel. Én af de mange, der inspirerer mig, er højskolens tidligere formand, som indbød til 96 års fødselsdag i foråret. Bitten Damgaard har siddet i højskolens bestyrelse i 50 år og er nu æresmedlem. Hun har i alle årene været en stor inspirationskilde. Da jeg blev forstander, var hun 83. Og hun lærte mig – blandt meget andet – værdien af at lade samarbejde og venskab smelte sammen, fordi dét at lave højskole er meget mere end et arbejde. Det er et livsprojekt. Ligesom hun selv hele livet har levet et liv, hvor arbejdsrelationer blev til venskaber, hvor kunst bandt mennesker sammen, hvor man mødes fordi man har noget på hjerte, hvor frivilligt arbejde blev til bestyrelsesposter, der igen blev til livsprojekter og venskaber.
På Skærgården er vi optaget af, hvordan vi som mennesker skaber fylde og mening i et langt liv. Hvordan vi kan trives og skabe balance – mellem arbejde og fritid. Mellem omsorg for andre – og selvomsorg. Mellem at trives i eget selskab – og være social. Mellem at tage ansvar for alt og alle – og lade andre komme til. Mellem at have kontrol – og give slip. Mellem at være velforberedt – og kunne improvisere.
For vi vil ofte opleve ubalance og modsætninger. Som yin og yang. Som lys og mørke. Og i stedet for at søge den perfekte balance, handler det ifølge den livskloge 96 årige Bitten Damgaard om at tage livet på sig med alle dets ubalancer og modsætninger. Uanset om man er ung eller gammel.
Hvilket minder mig om den amerikanske poet og forretningsmand Samuel Ullmanns vise ord:
“Du forbliver ung, så længe du er modtagelig, modtagelig for alt hvad der er godt, smukt og stort, modtagelig overfor naturens budskab – for menneskenes – og uendeligheden. Hvis dit hjerte en dag skulle være ætset af pessimisme og gnavet af kynisme, så forbarme sig Gud over din oldingesjæl.”
Således opmuntret vil jeg gå efteråret i møde – modtagelig for det gode, det smukke og det store
ET BÆREDYGTIGT LIV
Jeg faldt forleden over udtrykket ”quiet quitting”, som betyder at arbejde efter reglerne og ikke ud over almindelig arbejdstid. Jævnligt hører vi også fortællinger om mennesker, der siger deres job op for at kunne leve med anderledes prioriteringer. Vi ved også i dag, at stress ofte rammer engagerede og ambitiøse mennesker, som er virkelig glade for deres arbejde.
Som forstander og dermed leder er jeg selvfølgelig også selv optaget af, hvordan vi skaber et bæredygtigt liv, der inkluderer vores daglige virke. Jeg har for nylig læst bogen ”Naturlig ledelse”, om den regenerative tankegang, som bl.a. handler om hvordan vi kan gå hjem fra arbejde med vores energibalance i behold, altså ideelt set at arbejdet giver energi. Så vi har kræfter til også at være ven, kæreste, forælder, barn, søskende, hundelufter, læsehest og meget andet.
Den romerske filosof og stoiker, Seneca, mente fx, at vi bør leve hver dag, som var den et helt liv. Altså at der i løbet af en dag både skal være plads til barnets leg, det unge menneskes læring og kreativitet, den voksnes produktivitet og den gamles meditative afslutning på dagen. Tænk hvis vi gik til livet og arbejdslivet med det for øje. Tænk hvis vi kunne kombinere leg, læring, kreativitet, produktivitet og refleksion, så arbejde og fritid kunne befrugte hinanden?
Jeg møder på højskolen så mange skønne mennesker, der ønsker at skabe forandring i livet, og som tager hjem med nye tanker og ideer til et meningsfuldt og bæredygtigt liv. Meget forskellige ideer. For der er simpelthen ikke én løsning, der passer til alle. Vi er hver især nødt til at gøre os klart, hvad der er vigtigt. Og derfor også acceptere at arbejdsforholdene bliver forskellige. Så lad os bare få flere forslag på bordet til fælles inspiration. Hvad giver os energi? Fint med quiet quitting, 4-dages arbejdsuger, hjemmearbejdspladser og meget mere. Fremfor alt med plads til forskellighed. Vi ved jo godt, at vi skal behandle mennesker forskelligt for at behandle dem ens. Også på en arbejdsplads.
FERIETID
Det er blevet ferietid og dermed tid til at sætte tempoet ned og fylde vores depoter op med kærlighed.
Jeg er jo fra en tid, hvor man sagde, at ”Lediggang er roden til alt ondt”. I dag er det nærmest modsat. Vi kæmper for at finde ro og langsomhed i en verden, hvor tempoet er øget betragteligt i næsten alle sammenhænge.
Derfor vil jeg hylde den forestående ferietid med en lille tekst fra Lediggangsstenen, der står ved Lemvig Gymnasium og som oprindelig blev rejst af ”Foreningen til glæden over at kornet gror”:
O lediggang…. Lediggang, du er den livsluft som uskyld og begejstring ånder… Dig ånder de salige …. Salig den som har dig og hæger derom, du hellige klenodie, du eneste levn af Gud-ligheden, som vi har bevaret fra Paradiset.
Teksten er forfattet af den tyske filosof Friedrich Schlegel og indhugget af billedhugger Knud Høirup.
Og således opmuntret (eller bare oplyst ;-)) vil de kommende ferie-fredagstanker have fokus på det vigtige ferieformål: at fylde vores depoter op med kærlighed.
HÆNDERNES BETYDNING FOR SUNDHED OG TRIVSEL
På Skærgården er vi optaget af alt det, der bidrager til, at mennesker trives. Og fordi vi lever i en tid med stor fokus på det, der foregår oppe i vores hoveder, og hvor vores hænder nemt griber en mobiltelefon, købte jeg i efteråret Tine Frellesens smukke bog ”Håndkraft”.
På højskolen er det nemlig tydeligt at se, hvordan det beroliger vores nervesystem at få noget i hænderne, som kræver fordybelse. Vi har længe arbejdet med Craft psykologien, og sammenhængen mellem hænder og sind er meget tydelig. Det kan være, at hænderne bruges til at forme en klump ler, male et maleri, ælte en dej, skrive et håndskrevet brev, spille på et instrument eller bygge en bænk.
Vi ved allerede, at motion er godt for både krop og sind, og Tine Frellesen supplerer ved at fortælle om forsøg, der viser, at man kan forebygge og afhjælpe depression og mentale belastningsskader ved at være aktiv og skabende med hænderne. Præcis dette oplever vi hele tiden på højskolen.
Forleden læste jeg om en professor, som havde udeladt på sit CV, at han oprindelig var uddannet håndværker. Og som nu fik øje på det paradoksale i den sammenhæng. Dels fordi hans dybere kendskab til sit eget fag jo faktisk havde højnet kvaliteten af hans forskning betydeligt, fordi hans praktiske viden førte til langt bedre interviews og samtaler. Dels fordi det at skabe noget med hænderne i fritiden på mange måder gav ham den største glæde i livet. Sikke et privilegium at kunne begge dele.
Det vigtige er, at vi ikke straks fra starten bliver vældigt ambitiøse og tror, at hænderne skal skabe stor kunst. Selv holder jeg fx bare af at skrive i hånden. Jeg har notesbøger og gammeldags blyanter overalt, i mine yndlingsfarver og til alle formål. Jeg sværger til både Moleskine og Leuchtturm. Jeg skriver altid udkast i hånden.
Jeg skriver dagbøger og forsøger en gang imellem med en ubehjælpelig tegning.
På højskolen har vi nu samlet vores erfaringer med at bruge hænderne som en vej til at skabe sundhed og trivsel i en ny linje, som vi glæder os til at lancere i næste uge. Så følg gerne med her på siden og del budskabet, hvis det giver mening.
STJERNESTUNDER
I pinsen var jeg ude at sejle med Fulton. Det var fuldstændig magisk at være ombord på sådan en tre-mastet træskonnert fra 1915.
Vi lærte at stille til baksmønstring, hvor dagens information blev givet og opgaver uddelt. Skipper var en høj mand i en klassisk sømandsbusseronne og en strikket Fultonhue, med store hænder og en stemme, der kunne råbe en hel havn op.
Den første morgen til baksmønstring spurgte han, om vi havde sovet godt. Jeg begyndte straks at tænke over, at det havde jeg jo egentlig ikke, fordi det er ret uvant at sove på så lidt plads. Men inden jeg nåede videre i min selvoptagethed, råbte han: ”Så svarer I JA. Og hvis I ikke har sovet godt, svarer I JA alligevel, hvis I har overskud til det. Ellers siger I ingenting!”. For vi ved jo godt, hvordan en træt eller lidt negativ energi spreder sig som ringe i vandet.
Jeg stod og smilede ved mig selv over at mærke yderlighederne. For på højskolen giver vi jo faktisk plads til at lære at mærke sig selv. Hvilket giver god mening, hvis man i længere tid har været omsorgsperson for andre eller måske aldrig har tilladt sig selv at være opmærksom på egne behov, drømme og længsler.
Samtidig er det lærerigt at sætte sig selv til side. Og et skib er en genial ramme for et fællesskab, hvor man er afhængig af hinanden. På Fulton siger de: Gode dage er noget, vi giver hinanden! Det er jo i virkeligheden en smuk omskrivning af Løgstrups lidt mere knudrede leveregel om, at vi altid bærer noget af hinandens liv i vores hænder.
Det var berigende at blive mindet om disse yderpoler. At det både er vigtigt, at vi kan mærke os selv, og at vi SAMTIDIG evner at sætte os selv til side.
Og så var Fulton-togtet bare en oplevelse på så mange niveauer. Den skønne unge kvindelige kvartersmester, som tålmodigt lærte os at kvejle reb op og som guidede mig, da jeg skulle klatre op til toppen af masten. Skippers varme engagement i de unge, han sejler med til daglig. Inspirationen i en ledelsesstil på et skib, der unægtelig er noget anderledes end på en højskole. Og samværet med de meget forskellige mennesker, som var med på togtet. En stjernestund, som jeg er meget taknemmelig for at have fået med mig i hjertet.
DAGDRØMMERI
Jeg havde for mange år siden en chef, som ofte sluttede sine lange taler af med at sige, at al statistik viste, at halvdelen af os havde tænkt på sex, mens han talte. Jeg skal ikke kunne sige, hvad de andre tænkte på, men han havde sikkert ret i, at tankerne godt kunne vandre lidt omkring, mens han indførte os i de nye IT-systemers lyksaligheder. Og for mig har det altid været forbundet med selvbebrejdelse, når jeg ikke kan koncentrere mig om at høre efter.
Men heldigvis bliver vi klogere på vores hjerner. Og sagen er, at hjernen har den magiske evne, at når vi er passive og indadvendte, starter en tilstand, der kaldes Default Mode Network, netværk og områder i hjernen, der bliver aktive, når vi slapper af. Her begynder sindet at gå sine egne veje. Her starter dagdrømmeriet, både den almindelige mangel på koncentration, men også de positive, konstruktive og kreative dagdrømme. Og hér findes der altså en indadvendt kreativitet, som vi har glæde af at dyrke. Som vi kan træne mentalt ved at forestille os fremtiden, hallucinere, vrøvle, lege, quizze, associere, tegne, danse og synge. En kreativitet, som vi kan have glæde af, når vi har brug for at komme til at trives bedre, leve sundt og bare generelt lykkes med at folde livet ud på nye måder.
Vi har så meget brug for at kunne tænke kreativt, skævt og ud af boksen på alle områder i livet, og tænk, at hjælpen er lige ved hånden. Den kræver kun, at vi slapper af. Keder os lidt. Zoner ud. Det lyder nemmere, end det er. Men det er da værd at øve sig i at lade hjernen gå sine egne veje.
En højskole er sådan et sted, hvor man kan øve sig i at dagdrømme. Eksperimentere med sine tanker. Hvor der er tid til at blive klogere på sig selv. Hvor man kan tillægge sig nye vaner. Der sker nemlig noget, når man træder ind i et fællesskab med ”fremmede” mennesker. Nogle forbinder man sig umiddelbart med. Andre skal der bygges bro til. Og netop her i det åbne kan man få øje på sig selv.
Jeg har lige købt et nyt skilt til mit skrivebord, hvor der står: ”Shhh, I’m daydreaming”.
Både fordi jeg har brug for at minde mig selv om, hvor vigtigt det er at lade tankerne vandre. Men også fordi jeg elsker, hvordan det nærmest er en provokation i den præstationsorienterede verden, vi lever i. Da jeg var barn, var ”lediggang roden til alt ondt”. I dag skal vi nærmest øve os i lediggang!
AT STÅ I DET ÅBNE
Jeg ved ikke rigtig, om jeg nogensinde bliver gammel eller erfaren nok til at mene, at jeg har en egentlig livsfilosofi – bl.a. fordi tvivlen bliver jo større med alderen. Men hvis jeg alligevel skulle kaste mig ud i det, så ville det første punkt handle om, at det er vigtigt at lade sig forstyrre. Det kan være helt ud af komfortzonen, men også bare små forstyrrelser i det daglige.
Og da langsomhed sandt for dyden ikke er én af mine stærke sider, ville jeg forleden lytte til en podcast om Det Langsomme Menneske. Airpods i ørene og ud i naturen: Nu skulle jeg lære lidt om langsomhed. Og det var superinteressant. Men det paradoksale var, at jeg slet ikke kunne forlige mig med værten, der talte HELT VILDT langsomt. Mine tanker fløj i øst og vest. Med det resultat, at jeg satte tempoet på afspilningen om langsomhed op!
Det bragte mig til at tænke på den tyske sociolog, Hartmut Rosa. Han kalder vores moderne verden for et højhastighedssamfund. Her accelereres udviklingen konstant. Hele vores livstempo er skruet i vejret. Og vi er blevet gode til at tidseffektivisere, så vi overkommer utrolig meget. Og det harmonerer rigtig dårligt med vores biologiske hjerne, som slet ikke er skabt til den høje hastighed. Vores hjerne har brug for langsomhed. Vi har som mennesker brug for langsomme erkendelser. Piet Hein lancerede de tre T’er i sit lille gruk: ”Slid, men vid: Ting Tar Tid”.
Jeg er muligvis nødt til at finde en ny måde at træne langsomhed på! Men jeg tror på, at det vigtigste er den forstyrrelse, som podcasten gav mig. Forstyrrelse handler for mig om at stille sig ud i det åbne. At træde ud på 70.000 favne vand, hvor man ikke kan bunde.
At stå i det åbne er en vigtig dyd i højhastighedssamfundet, som også bliver stadig mere komplekst. Vi kan ikke beregne, hvad fremtiden bringer. Dog kan vi godt regne med, at der bliver brug for at kunne navigere i noget ukendt og uforudsigeligt. Og vi kan bruge forstyrrelser til at bringe os ud i det åbne.
Og når højskole kan noget særligt, er det fordi, at hér kan man stå i det åbne – alene, men sammen med andre, der også har begivet sig ud på det dybe vand. Andre, der også har taget mod til sig og valgt at åbne sig for nye indsigter. Og som kæmper med at acceptere, at disse nye indsigter kommer langsomt. For de skal finde sig til rette i både krop og sjæl og sind. Og det tager tid. Det kan ikke effektiviseres eller accelereres. Men det er værd at vente på.
IKIGAI – HVAD FÅR OS UD AF SENGEN OM MORGENEN?
Blandt Charolais-kvæg går en 85 årig mand og kigger til årets første kalve. Han har lige været til undersøgelser for sin kræftsygdom, og der er heldigvis pause i kemoen. Men han er blevet tynd, og det ser vildt ud, når han går rundt mellem de store dyr og snakker lidt med tyren, mens han klør den på ryggen.
Han har en skøn nabo, som sidste år hjalp ham med at støbe nyt gulv i maskinhuset – men ikke troede sine egne øjne, da han opdagede, at gulvet både skulle fjernes og støbes med håndkraft. Men sådan blev det. Og sådan foregår det hver eneste dag. Træer bliver fældet, brænde kløvet og bygninger renoveret. Køerne bliver passet, og tyrene udskiftet med passende mellemrum.
Manden er min far. Og han købte landstedet for nogle år siden, da han havde solgt sit livsværk, en gammel møllegård. Og hver gang jeg kommer derud, viser han mig, hvad han har lavet siden sidst.
Japanerne har et ord for dette: IKIGAI. Det betyder at have noget meningsfuldt at stå op til hver dag. En mission. En forpligtelse. Og japanerne er sikre på, at det er med til at holde dem raske og rørige. Og frem for alt i live – for de bliver både gamle OG holder sig friske.
Jeg tror, det landsted er min fars IKIGAI, dét som holder ham frisk – og i live. Og det glædede mig usigeligt at opleve hans seneste fødselsdag, hvor nye og gamle venner festede til langt ud på natten.
Som ung maskinarbejder var han på Askov Højskole, og for mig er han billedet på Grundtvigs ideer om at forene ånd og hånd. Hvor dannelse også handler om glæden ved at arbejde. Hvor frihed er at være bundet af de rette bånd. Hvor lykken er at kunne forme et dagligt liv, vi glædes ved. Og hvor fællesskab og forpligtelser går hånd i hånd med friheden.
Japanerne kalder det IKIGAI. Grundtvig kaldte det ”et jævnt og muntert virksomt liv på jord”. Og stiftede højskolerne, hvor man heldigvis stadig har mulighed for at tage sig en pause i livet og overveje, hvilket liv man ønsker at leve.
NÅR BARE MAN GÅR, SÅ GÅR DET NOK
Der er SÅ mange gode grunde til, at det er svært at få motion ind i dagligdagen. Jeg har altid de bedste intentioner. Men kommer alligevel ikke liiige i træningstøjet. Engang betalte jeg for et helt år i et træningscenter, fordi jeg troede, at dét ville få mig afsted. Men selv de tabte penge formåede jeg at vænne mig til – og til sidst glemme helt.
Én ting har jeg dog opdaget, at jeg kan. Jeg kan gå! På uendeligt mange måder. Jeg går, når jeg taler i telefon. Jeg går, når jeg mødes med en god ven eller veninde. Jeg går aftentur (primært for at holde mig vågen indtil jeg skal i seng). Jeg går i naturen. Jeg går i byerne. Jeg går og lytter til noget i ørene.
Jeg går på asfalt, når jeg skal koncentrere mig om at snakke og tænke. Jeg går på skovstier, når jeg skal tømme hovedet for tanker og hvile hjernen, for skovstierne kræver opmærksomhed på rødder og grene. Jeg går i sand og ved vand som en slags træning, når der er mulighed for det. Jeg går på ekspedition i ukendte områder, når jeg har tid til at fare vild. Jeg går genveje, smutveje og omveje. Jeg tager nye byer ind ved at gå.
Jeg forsøger at gå 10.000 skridt hver dag. JEG VED GODT, at det ikke er nok i min alder! Det minder mine voksne børn mig jævnligt om MEN – så siger jeg til dem, at DET ER BEDRE END INGENTING. Og lover dem, at jeg snart supplerer med noget styrketræning. De siger nemlig, at gåturene påvirker, HVOR LÆNGE jeg lever. Og styrketræningen HVORDAN jeg lever. Klogt – og vigtigt!
Én af dem, jeg har ”med” på mine gåture, er Søren Kierkegaard. Hans tænkning er stadig superrelevant, både når jeg går og reflekterer over mit eget liv og mit ansvar for andre mennesker, og i arbejdet med livsoplysning på højskolen. Og han sagde: Når bare man går, så går det nok!
Der er simpelthen så mange inspirerende måder at gå på. Hvad inspirerer dig til at gå?
HVERDAGSEVENTYR
Mest af alt holder jeg af hverdagen. Sagde Dan Turell. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Jeg har altid haft det svært med de store ferieplaner, de store forventninger og de store budgetter. Jeg kan sagtens glæde mig over andres ferier, men selv holder jeg mest af de små hverdagseventyr. Som gerne må foregå i weekenden, men som bliver endnu mere magiske, hvis de puttes ind mellem fyraften og næste dag. At lægge aftensmaden i en rygsæk og cykle ud til noget vand og spise dér, mens solen går ned. Eller sidde i en grøftekant og vente på at månen står op, når der er fuldmåne.
Hverdagseventyr kan med fordel indeholde fysiske udfordringer, natur, navigation, udforskning og overnatning under åben himmel. Men hverdagseventyr er for mig altså også bare at cykle ud i det blå en hel lang eftermiddag, købe en øl og nogle gode frokostting i en lokal Brugs, spise det med fingrene på en udvalgt plet i naturen – og ja, det må gerne være lidt besværligt – og samtidig nyde duftene og lydene. Dét er for mig hverdagsmagi. Det er livsglæde. Og det vælter ikke budgettet.
Eventyret ligger lige for vores fødder. Vi synger om det på højskolen, når vi finder Halfdan Rasmussen frem. Han skrev allerede om det i 1958:
Med store undrende øjne går jeg, hvor anemonerne lyser hvidt. Og midt i forårets lysvæld står jeg og ser mod himlen og spørger blidt: Hvem opfandt lærken og nattergalen, hvem satte knopper på birk og bøg? Og hvem bestemte, at netop svalen sku’ være svale og gøgen gøg?
