Naturglæde

Find ro, energi og livsglæde i naturens frirum

NATURGLÆDE på Skærgården henvender sig til dig, der ønsker at skabe positive forandringer i livet, hvor det at være i naturen kan være omdrejningspunkt for et sundt liv fyldt med energi og livsglæde. 
 
Måske er du nysgerrig på, hvordan naturen kan være vejen til trivsel, indhold og mening i livet. Måske står du et sted i livet, hvor der pludselig er blevet tid og plads til DIG. Måske har du opdaget, at du er nødt til at skabe dig sådan et frirum, både fysisk og mentalt. 
 
Så kan Skærgårdens skønne naturoase  
være lige noget for dig. 

NATURGLÆDE

Naturlinjen starter som pilotprojekt i august 2026. Ideen med linjen er at bruge naturen aktivt til at komme til at trives bedre. Trivsel er altså omdrejningspunkt for linjen, så vi bruger skoven, søen og bækken som rum til det personlige udviklingsarbejde. 

Naturglæde har fokus på livsudfoldelse og er for dig som er nysgerrig på at forbinde eller genforbinde dig og inddrage naturen mere aktivt i dit liv. Linjen er ikke tænkt som en outdoor-linje og vi har ikke fokus på at opbygge kompetencer til friluftsliv.  

 

Naturglæde på Skærgården handler om at være til stede i og mærke naturen. Arbejde med naturens materialer. Opleve glæden ved at bevæge sig i og forbinde sig med naturen. Mærke hvad et bål betyder for kroppen, sjælen og fællesskabet. Mærke vandets kraft, hvad enten det er en gåtur rundt om søen, en meditation på badebroen, et morgenbad eller en svømmetur. Sanse skovens dufte og lyde. I det hele taget arbejder vi i Naturglæde med alle sanser, så vi både erfarer og forstår potentialet. 

NATUR og trivsel

På Skærgården har vi mange års erfaring med naturens indflydelse på vores trivsel som mennesker. Vores elever har gået utallige ture rundt om vores dejlige sø og i skovene omkring højskolen, og de har tilbragt mange timer ved bål, i shelter eller sauna og i kanoer eller SUP-boards på søen.  
Naturen giver ro til belastede nervesystemer og bringer vores puls ned. I naturen er det lettere at være sammen med andre mennesker, fordi der i mere end én forstand er højt til loftet. Samtaler får en anden dybde omkring et bål. Mad smager bedre, når vi spiser udenfor. 

 

Særligt søen har gennem tiderne spejlet menneskets behov. Lige fra dengang søen gav kraft til en vandmølle, over de år hvor søen var rekreativ med pedalbåde, og til i dag, hvor søen primært er meditativ. Når eleverne mødes til morgenbadning og nyder en stille stund i mosekonens bryg eller til solopgangen. Eller når blikket bare hviler på vandoverfladen og måske får øje på en fisk, der springer. 

Al undervisning på Skærgården har sigte på sundhed og trivsel, og du sammensætter selv et skema med de fag, der interesserer dig. På NATURGLÆDE kan du få et skema, hvor en del af undervisningen foregår ude, og så kan du kombinere med fx trivselsundervisning, bevægelse, mindfulness og kreative fag. 

Hvordan hænger naturen sammen med sundhed og trivsel?

Der findes i dag videnskabeligt belæg for naturens betydning for vores sundhed, både fysisk og mentalt.  

  

Et højskoleophold med fokus på naturen kan fx indeholde en introduktion til måder at forbinde sig til naturen, kreative fag i det fri, cykling, kulturvandring og naturfordybelse.  

 

Vi er i gang med at etablere nye trivsels- og læringsrum i det fri. I 2025 indvier vi et nyt helårsværksted. I 2026 bygger vi en skovstue til undervisning, og i 2027 udvider vi med en større sauna. Dertil kommer grønne arrangementer, hvor vi åbner for gæster udefra: Bl.a. en grøn grundlovsdag 5. juni og en naturfestival i begyndelsen af september.  

Det er vores ambition, at du efter højskoleopholdet har fået skabt dig en ny praksis, hvor det at være i naturen bliver en del af din selvomsorg, sundhed og trivsel. 

 

Hvad er NATURGLÆDE på Skærgården?

NATURGLÆDE på Skærgården handler om at være mere ude hele året og på den måde genforbinde sig til naturen. Altså få en oplevelse af samhørighed med naturen, som giver trivsel og ro til at folde livet ud og finde sit eget livspotentiale. 

 

Det kan både handle om at arbejde med hænderne og få en fornemmelse af ens egen skaberkraft. Og det kan handle om at tænke kreativt i forhold til livskunsten, hvor er jeg på vej hen i livet, hvem er jeg i gang med at blive? 

 

At være menneske handler ikke kun om at gribe ud efter sit liv, men også om selv at være grebet af det. Vi kan ikke altid arbejde målbevidst og fokuseret i håbet om at forløse livet. Nogle gange må vi give slip og give os hen. 

NATURGLÆDE handler om at fordybe sig, finde ro og komme til at trives – bl.a. ved at opleve en større samhørighed med naturen. 

På Skærgården tilbyder vi en pause, hvor du kan finde hjem til dig selv, en form for aflastning fra hverdagen, hvor vi giver os hen til begejstringen, det sanselige og det kreative. Hvor vi søger ud i naturen, og hvor vi lader os inspirere af planter, træer og dyreliv. 

 

Du sammensætter dit eget personlige skema med andre spændende fag indenfor personlig udvikling, trivsel og sundhed, samtidig med at du kan indarbejde sunde vaner med god mad og daglig bevægelse, der passer til netop din krop. 

 

Det særlige ved Skærgården er, at vi ikke står klar med en færdigsyet opskrift på det gode liv, men vi har stor erfaring i at hjælpe mennesker med at finde deres egen personlige opskrift. Det er nemlig dén, der holder længst. 

Vejen til fordybelse
og nærvær starter her

Hvem er eleverne på Skærgården

Skærgården er højskole for voksne. Eleverne er aldersmæssigt jævnt fordelt mellem 18 og 80 år. Her er rig mulighed for både at være sig selv og for at møde nye mennesker. Her har du friheden til at finde dig selv sammen med ligesindede, som er på samme ”mission” som dig. Fælles for alle er ønsket om at skabe positive forandringer i livet.

 

Vi kombinerer det faglige og det sociale med fred og fordybelse i en fantastisk natur. Du vil indgå i et fællesskab med andre, der har de samme interesser som dig, og du vil opdage hvordan den fælles dialog og erfaringsudveksling er med til at befrugte dine drømme.

 

Højskolen Skærgården er en oase, hvor du kan genfinde energien og livsglæden. Her finder du sammen med ligesindede ro og rum til både at udvikle dig og opdage nye udfoldelsesmuligheder i dit liv generelt.

Undervisningen

Du sammensætter selv dit skema, og hvert skemamodul er 6 uger, så du har mulighed for at vælge nye fag efter hvert modul. I den første skemaperiode har du ”I takt med naturen” som dit linjefag. Derudover er der obligatoriske fag (morgensamling, Liv & Læring samt Trivsel 1) – og den sidste del af skemaet sammensætter du selv med valgfag, som Kreativitet (som også kan være musik og tekster, digte og sange og meget andet), Madværksted, Fortælling, Maling, Tegning, Keramik (dog er alle fag ikke altid i skemaet). Hertil kan du supplere med fx Naturfordybelse, bevægelsesfag eller yderligere trivselsfag.

Højskolemiljøet på Skærgården

Til daglig vil du være sammen med elever fra TRIVSEL, LIVSSTIL og SKABERGLÆDE i et blandet miljø, hvor fagene fletter sig sammen, og i sidste ende bidrager til det, som alle har til fælles, nemlig ønsket om at skabe positive forandringer i livet.


Naturskønne omgivelser

Højskolen ligger direkte ud til en smuk badesø, og vi har direkte adgang til store arealer skov og naturområder. Naturen er vigtig for os. Den beroliger nervesystemet og åbner for stimuli i fascinationscentret. Spændingstilstande bliver dæmpet, pulsen falder og naturen inviterer os til at lade tankerne vandre frit, så vi kan lære at dagdrømme igen. Det er når hjernen er i sit mest afslappede modus, at vi tænker mest kreativt.

Varighed

Vi anbefaler, at dit ophold er på minimum 12 uger, men det er også muligt at vælge et 6 ugers forløb.


Det sker ofte, at vore elever vælger at forlænge deres ophold ud over den først aftalte periode. Men beslut dig hurtigt – vi har ofte kun få eller ingen ledige pladser.

Book rundvisning

Kunne du tænke dig en rundvisning på Højskole Skærgården?

Så ring til Almind på 42 51 22 68 og lav en aftale eller send dine oplysninger, og så kontakter vi dig.

Vi glæder os til at vise dig rundt!