Der er SÅ mange gode grunde til, at det er svært at få motion ind i dagligdagen. Jeg har altid de bedste intentioner. Men kommer alligevel ikke liiige i træningstøjet. Engang betalte jeg for et helt år i et træningscenter, fordi jeg troede, at dét ville få mig afsted. Men selv de tabte penge formåede jeg at vænne mig til – og til sidst glemme helt.
Én ting har jeg dog opdaget, at jeg kan. Jeg kan gå! På uendeligt mange måder. Jeg går, når jeg taler i telefon. Jeg går, når jeg mødes med en god ven eller veninde. Jeg går aftentur (primært for at holde mig vågen indtil jeg skal i seng). Jeg går i naturen. Jeg går i byerne. Jeg går og lytter til noget i ørene.
Jeg går på asfalt, når jeg skal koncentrere mig om at snakke og tænke. Jeg går på skovstier, når jeg skal tømme hovedet for tanker og hvile hjernen, for skovstierne kræver opmærksomhed på rødder og grene. Jeg går i sand og ved vand som en slags træning, når der er mulighed for det. Jeg går på ekspedition i ukendte områder, når jeg har tid til at fare vild. Jeg går genveje, smutveje og omveje. Jeg tager nye byer ind ved at gå.
Jeg forsøger at gå 10.000 skridt hver dag. JEG VED GODT, at det ikke er nok i min alder! Det minder mine voksne børn mig jævnligt om MEN – så siger jeg til dem, at DET ER BEDRE END INGENTING. Og lover dem, at jeg snart supplerer med noget styrketræning. De siger nemlig, at gåturene påvirker, HVOR LÆNGE jeg lever. Og styrketræningen HVORDAN jeg lever. Klogt – og vigtigt!
Én af dem, jeg har ”med” på mine gåture, er Søren Kierkegaard. Hans tænkning er stadig superrelevant, både når jeg går og reflekterer over mit eget liv og mit ansvar for andre mennesker, og i arbejdet med livsoplysning på højskolen. Og han sagde: Når bare man går, så går det nok!
Der er simpelthen så mange inspirerende måder at gå på. Hvad inspirerer dig til at gå?