Jeg ved ikke rigtig, om jeg nogensinde bliver gammel eller erfaren nok til at mene, at jeg har en egentlig livsfilosofi – bl.a. fordi tvivlen bliver jo større med alderen. Men hvis jeg alligevel skulle kaste mig ud i det, så ville det første punkt handle om, at det er vigtigt at lade sig forstyrre. Det kan være helt ud af komfortzonen, men også bare små forstyrrelser i det daglige.
Og da langsomhed sandt for dyden ikke er én af mine stærke sider, ville jeg forleden lytte til en podcast om Det Langsomme Menneske. Airpods i ørene og ud i naturen: Nu skulle jeg lære lidt om langsomhed. Og det var superinteressant. Men det paradoksale var, at jeg slet ikke kunne forlige mig med værten, der talte HELT VILDT langsomt. Mine tanker fløj i øst og vest. Med det resultat, at jeg satte tempoet på afspilningen om langsomhed op!
Det bragte mig til at tænke på den tyske sociolog, Hartmut Rosa. Han kalder vores moderne verden for et højhastighedssamfund. Her accelereres udviklingen konstant. Hele vores livstempo er skruet i vejret. Og vi er blevet gode til at tidseffektivisere, så vi overkommer utrolig meget. Og det harmonerer rigtig dårligt med vores biologiske hjerne, som slet ikke er skabt til den høje hastighed. Vores hjerne har brug for langsomhed. Vi har som mennesker brug for langsomme erkendelser. Piet Hein lancerede de tre T’er i sit lille gruk: ”Slid, men vid: Ting Tar Tid”.
Jeg er muligvis nødt til at finde en ny måde at træne langsomhed på! Men jeg tror på, at det vigtigste er den forstyrrelse, som podcasten gav mig. Forstyrrelse handler for mig om at stille sig ud i det åbne. At træde ud på 70.000 favne vand, hvor man ikke kan bunde.
At stå i det åbne er en vigtig dyd i højhastighedssamfundet, som også bliver stadig mere komplekst. Vi kan ikke beregne, hvad fremtiden bringer. Dog kan vi godt regne med, at der bliver brug for at kunne navigere i noget ukendt og uforudsigeligt. Og vi kan bruge forstyrrelser til at bringe os ud i det åbne.
Og når højskole kan noget særligt, er det fordi, at hér kan man stå i det åbne – alene, men sammen med andre, der også har begivet sig ud på det dybe vand. Andre, der også har taget mod til sig og valgt at åbne sig for nye indsigter. Og som kæmper med at acceptere, at disse nye indsigter kommer langsomt. For de skal finde sig til rette i både krop og sjæl og sind. Og det tager tid. Det kan ikke effektiviseres eller accelereres. Men det er værd at vente på.
Hverdagseventyr Mest af alt holder jeg af hverdagen. Sagde Dan Turell. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Jeg har altid haft det svært med de store ferieplaner, de store forventninger og de store budgetter. Jeg kan sagtens glæde mig over andres ferier, men selv holder jeg mest
Når bare man går, så går det nok Der er SÅ mange gode grunde til, at det er svært at få motion ind i dagligdagen. Jeg har altid de bedste intentioner. Men kommer alligevel ikke liiige i træningstøjet. Engang betalte jeg for et helt år i et træningscenter, fordi jeg
IKIGAI – hvad får os ud af sengen om morgenen? Blandt Charolais-kvæg går en 85 årig mand og kigger til årets første kalve. Han har lige været til undersøgelser for sin kræftsygdom, og der er heldigvis pause i kemoen. Men han er blevet tynd, og det ser vildt ud, når
At stå i det åbne Jeg ved ikke rigtig, om jeg nogensinde bliver gammel eller erfaren nok til at mene, at jeg har en egentlig livsfilosofi – bl.a. fordi tvivlen bliver jo større med alderen. Men hvis jeg alligevel skulle kaste mig ud i det, så ville det første punkt
Dagdrømmeri Jeg havde for mange år siden en chef, som ofte sluttede sine lange taler af med at sige, at al statistik viste, at halvdelen af os havde tænkt på sex, mens han talte. Jeg skal ikke kunne sige, hvad de andre tænkte på, men han havde sikkert ret i,
Stjernestunder I pinsen var jeg ude at sejle med Fulton. Det var fuldstændig magisk at være ombord på sådan en tre-mastet træskonnert fra 1915. Vi lærte at stille til baksmønstring, hvor dagens information blev givet og opgaver uddelt. Skipper var en høj mand i en klassisk sømandsbusseronne og en strikket
Hændernes betydning for sundhed og trivsel På Skærgården er vi optaget af alt det, der bidrager til, at mennesker trives. Og fordi vi lever i en tid med stor fokus på det, der foregår oppe i vores hoveder, og hvor vores hænder nemt griber en mobiltelefon, købte jeg i efteråret
Ferietid Det er blevet ferietid og dermed tid til at sætte tempoet ned og fylde vores depoter op med kærlighed. Jeg er jo fra en tid, hvor man sagde, at ”Lediggang er roden til alt ondt”. I dag er det nærmest modsat. Vi kæmper for at finde ro og langsomhed
Et bæredygtigt liv Jeg faldt forleden over udtrykket ”quiet quitting”, som betyder at arbejde efter reglerne og ikke ud over almindelig arbejdstid. Jævnligt hører vi også fortællinger om mennesker, der siger deres job op for at kunne leve med anderledes prioriteringer. Vi ved også i dag, at stress ofte rammer
Det smukke efterår Jeg har i flere år koketteret med, at jeg kun er halvvejs i livet. Og selvom jeg er optimist, må jeg nok som 58 årig erkende, at det ikke passer helt længere. I stedet gør jeg mig tanker om, hvordan jeg gerne vil blive gammel. Én af
Hvem er jeg egentlig, når jeg er mig selv? Forleden fik jeg denne hilsen fra en skøn kvinde, der var elev på højskolen for nogle år siden: “For mig var det malerværkstedet, der gjorde størst indtryk. Her fandt jeg min næste livsfases vigtigste udviklingspotentiale, maling, og nu er jeg så
Har du brug for pjække? Da jeg var barn, lærte jeg, at man skal behandle mennesker ens. Jeg lærte også at behandle andre, ligesom jeg selv gerne ville behandles. Men heldigvis bliver vi klogere med tiden. For det er jo mere kompliceret end som så. For at behandle mennesker ens,